Isager | Finderskeepers | del 3

Isager opstilling

Signes stand, før det hele gik løs i TAP1

I weekenden d. 16. og 17. november havde guldsmeden Signe Isager en stand på Finderskeepers’ julemarked. Jeg har i del 1 og del 2 fulgt hende før og under markedet, nu får I tredje og sidste del, hvor Signe gør sig nogle tanker om, hvordan det gik og lidt om, hvad fremtiden bringer for hendes nystartede virksomhed.
“Det var en virkelig skøn og hyggelig weekend, ligesom sidste gang i september.
Der er en helt særlig stemning i den hal, som er svær at beskrive; en særlig varme og positivitet.
Jeg selv var ihvertfald beriget med en masse postiv energi fra alle de søde folk, der kiggede forbi, og ikke mindst mine standnaboer.
Med navnet “Finderskeepers Christmas” kunne jeg ikke rigtig undgå at have lidt højere forventninger til besøgsflowet og aktivitetsniveauet end sidst.
Må indrømme at jeg blev en smule overrasket. Der var jævn enighed fra mine medstandholdere om, at folk holdt sig lidt tilbage, og var mere på kiggefærd.
Måske er midt november simpelthen bare for tidligt for folk, at være i juleshoppe-humør – december måned havde nok været mere oplagt til et julemarked.
Det er altid interessant at bemærke, hvilke smykker der fanger folks opmærksomhed. Og det var faktisk ret forskelligt hvad der blev købt og kigget på.
Mine Arches skabte, ligesom sidst, god opmærksomhed, men ellers var det lige fra de små Twistere til de nye Snebolde, hvortil jeg fik nogle rigtig fine kommentarer. Derudover var der også stor forskel på aldersgrupperne – det gør mig så glad at både teenagere og 80 årige kvinder kan se sig med mine ting.
Det der varmede allermest hos mig var når tidligere kunder kom til min stand, og sagde “der var du!”. Det er så dejligt at blive husket på det, man laver; på en eller anden måde at være printet i folks bevidsthed, så de faktisk har kigget efter en. Det er den slags oplevelser Finderskeepers kan give, som er med til at give endnu mere blod på tanden. Fedt!
Det har helt klart boostet mig på flere områder, og jeg er bestemt ikke færdig med den slags markeder og udstillinger.
Jeg har ikke strikket nogen færdig fremtidsplan sammen, men med disse erfaringer og oplevelser bliver man hele tiden klogere og mere selvsikker, og får også følelsen af, at nærme sig et eller andet spor. Her har man muligheden for at teste sig selv og sine ting lidt af. Får måske også sorteret lidt i det; finder også ud af hvad man ikke vil.
For tiden handler det for mig om at ride på den bølge af kreativ energi og arbejdsglæde, jeg har lige nu. Lave nogle nye kollektioner og måske få en webshop igang inden så længe. Og ellers nyde stadig at være i opstartsfasen, hvor det hele former sig, og tilfældigheder (eller skæbnen?) skaber nye retninger og opdagelser. “
Jeg hepper i hvert fald på det med webshoppen og vil glæde mig til fremover at følge Signes videre færd. Tusind tak fordi du havde lyst til at lege med på disse 3 blogindlæg, Signe! :)
PS! Se lidt nærmere på den visuelle identitet, Signe har fået udviklet af AD’er og grafisk designer, Pia de Thurah, her.
Isagertilweb_v1

ISAGER // Foto lånt fra cargocollective.com



Skriv et svar